Om Christiansfelder kakkelovne
Vi leger ikke med ilden
Firmaets historie går helt tilbage til 1777
Den berømte, schweizisk-fødte, ovnsættermester Abraham Goll blev inviteret til Christiansfeld for at starte produktionen af sine smukke, effektive og brændselsbesparende kakkelovne.
Abraham Goll havde i 7 år været leder af Brødremenighedenskakkelovnsfabrik i Neu Wied am Rein i Tyskland. De første 9 år foregik produktionen i Brødrehuset i Christiansfeld, men i 1786 havde man bygget ”Kakkelovnshuset” færdigt, og produktionen blev flyttet hertil og har foregået her i huset lige siden. At Abraham Goll var en dygtig og erfaren mand, er der ingen tvivl om, han var opfinderen af Christiansfelder kakkelovnen med det sindrige vandrette S-træksystem der udnytter energien i træet optimalt. S-træksystemet i kakkelovnen er en velbevaret familie hemmelighed, der gør at Christiansfelder kakkelovnen, er den mest effektive af sin art på markedet i dag. Virksomheden har alle dage været overdraget fra mester til svend, og er nu ved sin 9. generation, de sidste 5 generationer inden for samme familie. Det har gjort, at vi i dag har en stor viden og erfaring med alle typer kakkelovne.
I den moderne tid vi lever i, hvor næsten alt produceres efter ”køb, brug og smid væk” princippet, er det svært at konkurrere med priser, når ens første prioritet er kvalitet. Vi er overbeviste om, at kvalitet er en af grundstenene til, at vores firma har overlevet i så mange år. Derfor har vi fortsat med, at udføre erhvervet i overensstemmelse med de gamle principper og håndværkstraditioner. Det har vist sig at være den helt rigtige beslutning, og vi bruges i dag af slotte, museer og privat personer i både Danmark som i udlandet.
Vi giver vores kunder livslang garanti, såfremt man bestiller os, til at udføre de regelmæssige service eftersyn af ovnene. I den forbindelse har vi en renseordning, man kan tilmelde sig. Endvidere giver vi råd og vejledning, med hensyn til fyringsteknik og hvilke træsorter der giver det bedste resultat.
Som alle andre virksomheder i byen blev kakkelovnsproduktionen drevet for menighedens regning og ansvar, men pga. økonomisk svære tider blev flere og flere virksomheder privatiseret, således blev det også med kakkelovnsforretningen den 19. januar 1875, bygningen forblev dog menighedens, og vi er stadig Herrnhutere og medlemmer af Brødremenigheden.
De gamle Christiansfelder kakkelovne er i dag ikke kun eftertragtede som antikviteter men også som de fortræffelige varmekilder de er.
De varmeste hilsener
Ovnsætter Hans Dines Schmidt
Miljø
Bæredygtig design, miljøvenlig og Co2 neutral.
For nogle er det moderne udtryk. Men ikke for Christiansfelder kakkelovnen. Lige siden 1700-tallet, hvor ovntypen vandt guldmedalje, for sine brændselsbesparende og effektive egenskaber, ved en designkonkurrence udskrevet af Frederik Den Store, har vi værnet om viden, håndværk og traditioner, overlevering og udvikling i generationer. Funktion og effekt har altid været nøgleordene for vores kakkelovne. De er lavet af keramiske kakler og opsat i ildfast ler, hvilket gør, at vi altid kan skille dem ad og genopsætte dem. Det er efter vores mening bæredygtig design. Det specielle brændkammer og det vandrette S-træksystem gør, at ovnen udnytter brændslet optimalt. Kaklerne akkumulerer varmen i op til 10 timer efter, at ilden er gået ud. Den bruger derved langt mindre brændsel end en traditionel brændeovn. Afbrænding af træ er generelt Co2 neutralt. Træ optager samme mængde Co2 fra luften i sin levetid, som det afgiver når det afbrændes, eller bare ligger og rådner i skovbunden. Dette betyder dog ikke, at man bare skal fyre uanede mængder af brænde af. Det gælder om at lave ovne, der bruger så lidt som muligt, og det gør vi.
Selvom vi altid har vidst, at vores kakkelovne er effektive, fik vi i 1980’erne testet Christiansfelder kakkelovnen på teknologisk institut i Århus. Resultaterne var som forventet rigtig gode. Dengang var der dog ikke regler for emission og partikeludslip, hvilket der er stor fokus på i dag. Vi fik derfor i 2015 testet Christiansfelder kakkelovnen, igen på teknologisk institut i Århus. Vi var selvfølgelig meget spændte på resultatet for målingerne på emissionen, og de var virkelig fine. Så fine at de overholder grænseværdierne for kravene til svanemærkning, hvilke er endnu skrappere end EU kravene.
Christiansfelder kakkelovnen vi valgte at få testet, var ikke en hvilken som helst, men den 250 år gamle kakkelovn, som vandt guldmedaljen i 1700-tallet. Det er for os helt fint at kunne dokumentere, at selv efter 250 år lever vores kakkelovne op til de skrappeste miljøkrav, der findes. Vi undlod dog at fortælle ingeniørerne på instituttet om værdien på kakkelovnen. De 1,2 mil ville nok have gjort dem lidt nervøse.
Pottemager - værksted
Lige fra virksomhedens start har der været tilhørende kakkel- og pottemagerværksted. Det måtte dog lukke i 1898 fordi konkurrencen fra de tyske kakkelfabrikker, såsom Meissen, var for stor og folk kunne godt lide de fine lige fajance kakler som man producerede her. I en hel generation købte vi så kaklerne fra Tyskland. Senere oplærte vi pottemagere her i landet til at lave de specielle Christiansfelder kakler. Efter min læretid som potte- og kakkelmager i Böhmen og Mähren vendte jeg hjem for at overtage familiefirmaet Christiansfelder Kakkelovne. Udover faget havde jeg også lært det tjekkiske sprog, og det var også i Tjekkiet, jeg senere skulle finde min kære ovnsætterkone Dominika. Min Plan var, at sætte det gamle pottemagerværksted i stand og producere kakler og pottetøj om vinteren og sætte kakkelovne op om sommeren, sådan var det nemlig i gamle dage. Indenfor det første år havde jeg istandsat det gamle værksted, med alt hvad der kræves af udstyr til at gå i gang med produktionen. Der kom dog ikke, som forventet, en stille periode om vinteren til at fordybe sig i kakkelproduktionen. Tvært imod blev der travlt med restaureringsopgaver af antikke og historiske ovne. Opgaver der ikke lod vente på sig i et halvt år. Sådan tog det ene år det andet, og det var også godt, for det gav omsætning i det lille kakkelovnsfirma. Efter grundig overvejelse, hvorvidt vi skulle ansætte og uddanne en pottemager eller få lavet vores kakler ved min læreplads i Böhmen, kom vi frem til den bedste og mest sikre løsning. Vi har lavet en partnerskabsaftale med værkstedet i Böhmen. Det er også et generations familiefirma, som har specialiseret sig i produktion af kakler. De leverer mest til Østrig og Tyskland, og de lever op til det høje kvalitetskrav, vi har til vores kakler. Der er tradition for, at hver generation laver sin udgave af Christiansfelder kakkelovnen med de seneste forbedringer, og det gør vi også. Vi nøjes dog ikke kun med én ny kakkelovn, men kommer med en hel serie af nye kakkelovne. Den første er allerede færdig og sat op i vores udstilling.
UNESCO
Et stykke verdenskulturarv i stuen.
Den 4. juli 2015 blev Christiansfeld optaget på UNESCO´s verdensarvsliste. Vi er meget glade og stolte af optagelsen. Der er kommet lidt mere liv i gaderne. De mange besøgende kommer for at se arkitekturen og Herrnhuterne. Desværre har vi ikke tid til at holde kakkelovnsforretningen åben, så der er mange, der forgæves tager i døren. Heldigvis er der efterhånden rig mulighed for at se de historiske Christiansfelder kakkelovne andre steder i byen. Kakkelovnene er en del af den specielle Herrnhuter kultur og en af de håndgribelige værdier i byen. Håndværket og kakkelovnstraditionen går helt tilbage til grundlæggelsen af Herrnhut. Dem der har en original Christiansfelder, kan nu glæde sig over, at de ikke kun har en fantastisk varmekilde, men også et stykke UNESCO verdenskulturarv i stuen.
9 Generationers erfaring
Firmaets historie går helt tilbage til 1777
Christiansfelder kakkelovne
Udmærker sig ved et meget lavt energiforbrug.
Livslang garanti
såfremt man bestiller os, til at udføre de regelmæssige service eftersyn af ovnene
Varme med stil
Ild, velsignet magt, når i lænker lagt
...et brandvarmt design
Den moderne Christiansfelder "BØLGEN"
Åbningstider: Efter aftale